Solen skinnede i dag! Godt nok var jeg spærret inde på kontoret og derefter spærret inde i et forelæsningslokale på CBS, men jeg kunne ane solstrålerne gennem vinduerne og nød da også et par på vej hjem på cyklen. Jeg glæder mig til mit kommende udvekslingsophold i Australien, hvor jeg skal nyde sol hver dag i fem måneder!
Jeg har smadder travlt for tiden. Udover at knokle med arbejdet og studiet er jeg i fuld sving med at planlægge min rejse. Jeg skal afsted til juli og det er jo faktisk lige om lidt, så der er nok at se til! I dag mødte jeg de andre studerende, der også skal til Brisbane :)
Samtidig er jeg stadig på FODMAP diæt, nu minus spelt, så det kræver altså lidt ekstra kreativitet i køkkenet. Kartofler og ris er sådan set det jeg spiser, der mætter, så det bliver lavet i alle afskygninger for tiden. I denne omgang små kartoffeltærter af kartofler skåret i ultra-tynde skiver og bagt i små portionsforme.
Til denne ret skal kartoflerne skæres i meget tynde skiver. Det er nemmest at gøre ved hjælp af et mandolinjern eller elektrisk rivejern. Det går lynhurtigt :)
Læg kartoflerne lagvist med revet ost, lidt olie og salt og peber i små, smurte tærteforme. Slut af med et lag af kartofler.
Bag de små kartoffeltærter i ovnen i cirka 25 minutter. Supernemt tilbehør til aftensmaden!
- cirka 750 g kartofler
- smør (til at smøre formen)
- olivenolie
- 1/2 pose revet ost
- salt og peber
- Tænd ovnen på 210 grader og smør otte små portionsforme.
- Skræl kartoflerne og skær dem i helt tynde skiver – her er det nemmest at bruge et elektrisk rivejern eller mandolinjern.
- Læg nu lagvis kartofler, salt og peber og lidt revet ost. Drys også et par dråber olie på hvert lag. Slut af med et lag af kartofler øverst.
- Bag de små kartoffeltær i cirka 25 minutter.
Indlægget Små kartoffeltærter blev vist første gang den Bageglad.